Har du ikke allerede været i Universitetshaverne (også kendt som KVL-haven eller Landbohøjskolens Have), så er det NU du skal af sted!

Haven viser sig på dette tidspunkt fra sin allerfineste side med masser af nyudsprungne træer og blomster, bl.a. mine absolut forårsyndlinge: kirsebær- og magnoliatræerne.

Så der er i den grad mulighed for at få et ordentligt skud forår og komme i det herligste forårshumør.

Cafe Væksthuset i haven er også forårsåbnet, så du har tilmed mulighed for at nyde haven med en kop kaffe og en sandwich i hånden.

Priserne i cafeen er i den dyrere ende: 40 kr. for en stor latte og 62 kr. for en sandwich. Begge dele kan fås billigere på både Værnedamsvej og H C Ørstedsvej, hvis man alligevel skal den vej forbi.

På den anden side så smager deres kaffe og sandwich jo godt, og når jeg nu alligevel er der, så er det jo ret nemt bare at købe mad og drikke i parken.

Du kan læse mere om haven og alle dens dejligheder i En perlerække af skønne have.