Når man har en lille baby, der hovedsageligt vil sove, når barnevognen rumler af sted, er det vigtigt at vide, hvor man kan få sin caffe latte uden at risikere, at baby vågner midt i processen!
Her følger derfor en oversigt over de steder, hvor du kan skubbe baby frem og tilbage, mens cafeen brygger kaffen og skummer mælken.
På hjørnet af Uraniavej og Gl. Kongevej ligger Ipsen & Co, der set udefra ligner en ualmindeligt hyggelig cafe.
Det vigtige i denne sammenhæng er dog, at cafeen har et vindue ud til Uraniavej, hvor vi barnevognsrullende og caffe latte-trængende forældre kan købe en herlig kop kaffe.
En caffe latte koster 30 kr. og for 10 kr. ekstra kan du få en smurt bolle med. Du kan tilmed betale med dankort i vinduet – og ja, så bliver det vist ikke nemmere.
Cafeen får en varm anbefaling herfra.
Central Hotel og Cafe
Central Hotel og Cafe, som ligger i Tullinsgade, har også et barnevognsvenligt vindue ud mod gaden.
Her kan du få din caffe latte til 30 kr. og ikke mindst en ualmindeligt lækker og syndig parisertoast til 35 kr. Også her kan du betale med dankort i vinduet.
Læs mere om cafeen her.
Granola
Granolaog Central Hotel og Cafe har fælles ejere, og også det præcis samme koncept: et vindue ud mod gaden, hvor der kan købes caffe latte til 30 kr. Her er der ingen parisertoast, til gengæld kan du få en morgenmuffin med – og den er bestemt heller ikke ringe!
Cafeen ligger på Værnedamsvej og er meget populær. Er din baby meget lydfølsom, så undgå cafeen på solrige dage, hvor der altid er mange mennesker udenfor – og det i øvrigt kan være lidt bøvlet at bugsere en barnevogn gennem gaden.
Læs mere om cafeen her.
Holms Kaffebar
Holms Kaffebar har til huse i Illum, med vindue ud mod Strøget.
Herfra kan du købe din caffe latte, der laves på Nespressokapsler – du har derfor mulighed for at få din caffe latte uden koffein. Det kan være ganske fornuftigt de dage, hvor man er på grænsen til at få et koffeinoverload.
Den Hemmelige
Den Hemmelige er en utrolig hyggelig cafe, som er godt gemt af vejen i det ellers utroligt kedelige Toves Galleri på Vesterbro.
Her kan du køre din barnevogn direkte ind i cafeen – uden at skulle kæmpe med at åbne døre og få vognen ind over dørtrin – og få kaffen lavet, mens du kører vognen frem og tilbage på gangen ude foran.
Selv sagt ikke så smart til børn, der vågner så snart de kommer indendørs, men til gengæld rigtig smart til regnvejrsdage, hvor man lige vil have et pusterum fra regnen.
Også her kan du få kaffen koffeinfri. En caffe latte koster 32/40 kr.














