En af de største fornøjelser ved at gå tur med barnevognen er muligheden for at få en dejlig kop kaffe samtidig.
Det er derfor vigtigt at vide, først og fremmest hvor man kan få sin dejlige kop kaffe, hvor man kan få kvalitet billigst (der gås jo tur relativt ofte), og hvor man kan komme til at få sin kaffe uden at skulle efterlade Vidunderbarnet alene for længe.
Hvis ens gåtur inkluderer en tur om den af Skt. Jørgens Sø’s bassiner, der ligger ved Planetariet, er der flere muligheder.
Estate Coffee
Estate Coffee på Gammel Kongevej 1 er et godt bud, hvis man gerne vil have rigtig god kaffe. Kaffen er i den lidt dyrere ende, men kvaliteten er derefter.
Man skal dog være en af de mildt modige mødre for at lade barnevognen stå udenfor. Det er nemlig ikke lige til at få fuldt udsyn til barnevognen, når man står ved disken.
En anden bagdel ved Estate Coffee er, at den er lidt besværlig at komme til, hvis man allerede er oppe ved stien om Søen. Der er enten således dømt gåen op og ned af trapper med barnevognen, hvilket absolut ikke kan anbefales med en kop varm kaffe. Eller også skal man ud på en lille omvej via Vester Søgade, hvor der er en nedgang fra Søen uden trapper.
Cafe Cici
En cafe, der er ligger tættere på Søen end Estate Coffee, er den lille undseelige Cafe Cici på Vodroffsvej 24, hvor det også er muligt at få sig en kaffe til at tage med.
Den er et lidt billigere alternativt (29 kr.), og selv om kaffen ikke er af lige så høj kvalitet er den absolut værd at drikke.
Barnevognen kan parkeres ud til en lille sidevej, og der kan sagtens holdes øje med den fra bardisken. Derudover er cafeen lidt nemmere at komme til fra Søen, da man kommer til den ad en vej (Norsvej) i stedet for ad trapper.
Jeg er en af cafeens faste kaffekunder, både fordi den er bedst tilgængelig for mig, kaffen har en fin pris, og fordi jeg ikke behøver bekymre mig synderligt om barnevognen.
Restaurant Cassiopeia
Restaurant Cassiopeia må siges at være det kaffested, der er absolut tættest på Søen.
Restauranten er dog ikke den mest oplagte at besøge, med mindre man går to rundt om Søen. Udsynet til barnevognen er således ikke optimalt. Den synes temmelig langt væk, når man står oppe ved disken.
Derudover er kaffen absolut ikke noget at råbe hurra for. Der er tale om automatkaffe og bestemt ikke af den bedre slags. Kaffen bør derfor kun drikkes i de tilfælde, hvor desperationen har sat ind og man bare må have kaffe NU! Ikke mindst fordi den koster stort set det samme (30 kr.), som hvis man vælger den noget bedre kaffe fra Cafe Cici.
Jeg har prøvet både stedets kaffe og kakao – og det behøver jeg ikke at gøre en gang til!