Aldrig har en bog ramt så meget plet, som Jakob Martin Strids Mimbo Jimbo laver kunst!
Min søn på 2½ år fik den læst op én gang – og så var han helt solgt.
Vi brugte den næste time på at læse på bogen igen og igen og igen (vi taler 15-20 gange)! Bogen skulle med hen for at spise aftensmad, og første ord den efterfølgende morgen var “Jimbo” – allerede inden morgenmaden var den læst op 5 gange!
Og det er en fantastisk bog!
Den handler om den meget elskelige og lidt stædige blå elefant Mimbo Jimbo, der er fast besluttet på at lave kunst! Og det bliver virkelig gjort med manér. Der bliver inddraget både golfbiler, tennisketchere og kæmpekanoner for at prøve at opnå det helt rigtige kunstneriske udtryk.
Jeg kan godt være lidt bange for at slippe min søn løs med farveladen efter alle disse oplæsninger, for det må simpelthen være en lille drengs drømmescenarie: bare at gå helt i selvsving med farvetuber og golfbiler på et lærred!
Bogen er meget humoristisk fortalt – jeg skraldgrinede, da jeg læste den første gang. Kan man (her menes forældren) lide Rasmus Botofts Den lille Gumbas, så vil Mimbo Jimbo helt sikkert også falde i ens smag. Princippet er lidt det samme – bare med maling!
Derudover er bogen bare meget flot udført, både hvad angår tekst og billeder.
Normalt uddeler Mor på Mission kun op til 6 rangler, men lige denne bog bliver jeg simpelthen nødt til at give 7 rangler.
Indrømmet, jeg elsker den lige så meget som min søn!


